Skip to content

Jeg er blevet Verdensblogger

Politiker skal blogge om sin sygdom.
Kilde: Frederiksborg Amtsavis 10 maj 2007

Parkinson: Sammen med 15 andre mennesker fra i alt syv lande er kommunalpolitikeren og parkinsonpatienten Elisabeth Ildal blevet udnævnt til verdensblogger op til World Parkinson Congress, som afholdes i Kyoto i Japan i 2019.
Rudersdal/Kyoto: – Jeg er glad og stolt og fuldstændig oppe at køre.
Sådan lyder det fra lokalpolitikeren Elisabeth Ildal, som også er Parkinson- patient. Årsagen til at hun er »helt oppe at køre« er, at hun sammen med 15 andre Parkinson-patienter fra syv forskellige lande er blevet udnævnt til verdensblogger for organisationen World Parkinson Coalition og World Parkinson Congress, som bliver afholdt i Kyoto i Japan i 2019.
I tiden frem mod kongressen, som er den femte af sin slags og som afholdes hvert tredje år, skal Elisabeth Ildal blogge om sit liv med Parkinson.
– Jeg er glad for at få muligheden for at være med til at sætte fokus på Parkinson, for mange mennesker ved ikke rigtigt, hvad det er. Folk tror, at det er noget gamle mænd får, og at man ryster. Men det er kun rigtigt til en vis grad, for 33 procent af Parkinson- patienterne ryster ikke, og næsten lige så mange kvinder som mænd bliver ramt. Der er en masse skjulte symptomer, som man måske ikke lægger mærke til og som aldrig kommer frem, siger Elisabeth Ildal.
Et bedre liv med Parkinson
Ifølge Elisabeth Ildal selv er hendes liv blevet bedre, efter hun fik konstateret Parkinson.
– Det kan godt være, at det lyder provokerende for nogle mennesker, men mit liv er blevet bedre med Parkinson. Man bliver taknemmelig for at vågne hver morgen, og hver morgen, når vågner, så sætter jeg mig på sengekanten og siger: »Yes mand, jeg er i live!«. Så går jeg ud og tager mine fire piller, og så knalder jeg Earth, Wind & Fire på med Written in the Stone og skråler med, og så begynder min dag. Min mand siger, at det man lægger mest markant mærke til, når jeg ikke er hjemme, er stilheden om morgenen, siger Elisabeth Ildal med et grin.
Med den tilgang til livet som Parkinson.-patient er Elisabeth Ildal derfor ikke i tvivl om, hvad hun vil fokusere på i sine blogindlæg.
– Jeg har lovet mig selv, at jeg vil bruge resten af mine dage på at være med til at udbrede kendskabet til, hvad Parkinson egentlig er, og hvordan man kan leve et godt liv med det. Derfor vil jeg skrive om det positive, og hvad man selv kan gøre for at have et godt liv med Parkinson, siger Elisabeth Ildal.
Hård træning og cykling
Som en del af livet med Parkinson har Elisabeth Ildal erfaret, at det fungerer godt at træne hårdt og tungt.
Derfor er hun, som man tidligere har kunnet læse her på siderne, aktiv cykelrytter og bokser.
– Jeg vil gerne fremhæve motion som en god ting, og det kommer jeg til at skrive en masse om, selvfølgelig med fokus på cykling og boksning. Det er med til at give livskvalitet, og mest af alt vil jeg skrive om at være positiv, og at man sagtens kan have et godt liv med Parkinson, siger Elisabeth Ildal, der fremhæver et nedsat medicinforbrug som en mulig positiv effekt ved motionen.
– Jo mere man træner, jo mindre medicin har man brug for. Jeg cykler hver dag og bokser ugentligt, og jeg kan mærke at mit funktionsniveau bliver bedre, når jeg træner. I sidste ende handler det om, at vi gerne skulle finde noget medicin, der kan stoppe udviklingen af Parkinson. Den medicin som vi får i dag er udviklet i 1967, så det er 50 år siden, siger Elisabeth Ildal, der ligesom alle andre, der var interesserede i at blive verdensblogger, har sendt en ansøgning til organisationen.
Da hun læste mailen om, at hun var blevet valgt som en af de 16 verdensbloggere, kunne hun dog næsten ikke tro det.
– Jeg er bare rigtig, rigtig glad, for tænk, at en lille dame fra Danmark bliver udvalgt til at være med til at blogge for en verdensomspændende organisation. Det synes jeg er vildt, siger Elisabeth Ildal.

#cure4Parkinson #PD #parkinsons #WPC2019 #worldparkinsonscongresskyoto #radioparkies #elisabethildal #endparkinsons #WPCKyoto
#ihaveadreamforacure

%d bloggers like this: