Hop til indhold

Kronikerindsatsens blinde vinkel – debat på Folkemødet 2016

13450041_978332572273676_7590071366859994354_n

Jeg deltog i debatten “Kronikerindsatsens blinde vinkel” hos Sundhedsparlamentet og havde fokus på rehabilitering som det vigtigste. Det er afgørende at fortælle de gode historier om de fremadskridende ikke-forebyggelige kroniske sygdomme og få dem ud af politikernes og offentlighedens blinde vinkel.

De patienter der passer deres medicin og deres træning, er de der klarer sig bedst. Skal der lys på de ikke forebyggelige sygedomme, skal der laves tv-udsendelser med f.eks. B.S. Christiansen som arbejder med  rehabilitering af ikke forebyggelige kroniske syge og en række andre tiltag, sundhedspakker og penge gør det ikke.

Derfor er så  vigtigt, at pointere vigtigheden af og fokus på rehabiliterende tilbud inden for alle ikke-forebyggelige kroniske sygdomme. Der er et behov for et fokusskifte fra at forebygge sygdomsudvikling til at ville understøtte rehabilitering, hvor funktionsniveauet, hverdagsaktiviteter og den enkeltes livskvalitet fastholdes.

Hvorfor nu det?

Fordi der skal skelnes mellem livstilsrelaterede forbyggelige kroniske sygdomme og ikke forbyggelige kroniske sygdomme.

I Danmark er der udarbejdet særlige tværsektorielle programmer for en del af de mest almindelige livsstilsrelaterede kroniske sygdomme. Det gælder forløbsprogrammerne for fx Type 2 diabetes, KOL, Hjerte-karsygdom og Kræft.

For en del andre kroniske sygdomme som fx lænde-ryg sygdomme, hjerneskade og demens er der også lavet forløbsprogrammer, da koordineringen mellem kommuner og hospitaler er alt afgørende for den enkelte persons sygdomsforløb.

Herudover er der en del ikke forebyggelige kroniske sygdomme som fx parkinson, inflammatorisk gigt, muskelsvind og scelerose, hvor der ikke er lavet nationale forløbsprogrammer.

Det betyder ikke, at sundhedsvæsenet ikke har et tilbud til personer med disse ikke forebyggelige kroniske sygdomme, hvor kvaliteten i behandlingen og plejen er høj.

Tilbuddene til disse borgere er bare ikke koordineret i særlige programmer på tværs af hospitaler, praktiserende læger og kommuner.

Det  er vigtigt at diagnosen stilles hurtigt. Vigtigt at den behandlende læge får mulighed for, at påtage sig rollen som gennemgående “person” i det kroniske sygdomsforløb, der strækker sig over mange år. Det skaber tryghed. Endelig skal kommunens tilbud være let til gengængeligt for borgeren.

Så derfor FOKUS på rehabilitering og sammenhængen som i det øvrige sundhedsvæsen.

De enkelte patienterne bærer alle informationer selv.

Vi har kun et liv – få det maksimale ud af det!

Elisabeth