Skip to content

Landsmøde 2016

En børnebakteria læs: influenza har ramt mig, så jeg når desværre ikke frem til Landsmøde i Aalborg i weekenden. I må have et brag af et landsmøde.
LA rock’s 👍

Kære Landsmøde,

Ja, Aalborg og Aalborghallen som det hed i min barndom, er et sted jeg mindes med begejstring. Det var juletræsfester, Deep Purple, Doktor Hook, Led Zeppelin og mange andre koncerter og nu også Liberal Alliance.

Jeg husker 60’erne som en periode med stor optimisme. Kvinderne kom i ud på arbejdsmarkedet, produktionssamfundet blomstrede og alle kunne finde et job. Og man var heller ikke bange for at søge et. Jeg husker det også som årene, hvor børn skulle passes. Der var ikke en masse institutioner, men dagpleje var almindeligt. Når man skulle i skole, kunne man risikere at skulle til prøve for at få lov til at begynde. Vi gik i skole for at lære noget. Og hvis man havde evner og ambitioner, kunne man komme i Realen og tage en Realeksamen. Herefter var man sådan set arbejdsmarkedsparat.

Alle fik i disse år biler og havde en konstant drøm om en større – eller i hvert fald én, der altid kunne starte.

Kort sagt. Alle havde drømme og de fleste turde udleve dem. Frihed og virkelyst blomstrede.

I 1969 på Gugvej – lige her ude – startede mine forældre som selvstændige erhvervsdrivende med 500 kr. på lommen, en kassekredit i Sparekassen Nordjylland på 5.000 kr. som min mormor kautionerede for. Det er gået fint. De er 74 år i dag, stadig arbejdende og klarer sig selv.

Og hvad har vi så drevet det til de sidste 40-50 år?

Tja, produktionssamfundet forsvandt i midten af 70’erne og er nu erstattet af velfærdsstaten.

En centralt styret velfærdsmaskine med regler for stort set alt. Og til at vedligeholde alt dette en økonomi, der lægger beslag på mere end halvdelen af vores produktionsværdi.

Det, der i dag sælger mere end noget andet, er tryghed.

Ingen tør længere risikere noget. Enten vælger vi ikke at gøre noget for ikke at risikere noget. Eller også er det første vi gør, når vi har tjent noget, at bruge en stor del af pengene på forsikre os imod dårligere tider. Snarere end at satse på, at vi kan skabe noget nyt og bedre for pengene.
Vi er kort og godt endt med at være et hold uden angribere. Hellere satse på 0-0, end at forsøge at angribe.
Ja, faktisk føles det en gang imellem som om vi kun uddanner forsvarsspillere. Og hvis vi bliver i metaforen, så sagde vores nu tidligere landstræner, Morten Olsen faktisk i det forgangne år, at hvis vore spillere ville løfte sig til internationalt niveau, så skulle de søge udenlands. Det er altså hertil vi er nået. Skal vi løfte os over det middelmådige, foregår det ikke i Danmark. Det er da ikke godt nok!

Er der noget, jeg i dag savner, så er det ambitionen hos alle om at drive det til noget. Jeg savner begejstring.

Det kan ikke være rigtigt, at driftige unge mennesker i alle brancher i dag vælger at begrænse deres virksomhed. Altså ikke at ansætte folk med den begrundelse, at indkomsten er større og risikoen mindre, hvis man undgår at ansætte alt for mange.

Det kan ikke være rigtigt, at det skal være en dårligt og risikofyldt projekt, at tage lærlinge og andre unge ind.

Vi skal af med alle de fine floskler om “videnssamfund”, “velfærdsstat”, “kvalitetstid” og hvad politikere ellers har fundet på at smarte ord. Og vi skal genfinde den banale glæde ved at udføre et godt stykke kvalitetsarbejde. For faglighed og kvalitet skal aldrig gå af mode.

Så lad os få begejstringen tilbage. Lad os få forenklet vores samfund så alle kan være med. Og lad os støtte op om de politikere, der tør lade handling følge ord, så folk igen begynder at tro på dem og får den nødvendige selvtillid til at tage ansvar for deres eget liv.

Så tror jeg vi igen kan begynde at se rigtig vækst i Danmark.

Godt landsmøde!

Kategorier

Seneste nyheder

%d bloggers like this: