Skip to content

Begejstringen der forsvandt!

 

Det er egentlig det, der umiddelbart falder mig ind, når jeg læser Otto Brøns http://object.cato.org/sites/cato.org/files/pubs/…/edb24.pdf

Jeg husker 60’erne som en periode med stor optimisme. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, fabrikantsamfundet blomstrede, alle kunne finde et job og var heller ikke bange for at søge et. Jeg husker det også som årene, hvor børn skulle passes. Der var ikke en masse institutioner, men dagpleje var almindeligt. Når man skulle i skole, kunne man risikere at skulle til prøve for at få lov til at starte. Vi gik i skole og man kunne, hvis man havde ambitionen, komme i realen og tage en realeksamen. Herefter var man arbejdsmarkedsparat. Alle fik i disse år biler og havde en konstant drøm om en større – eller i hvert fald en, der altid kunne starte. Kort sagt. Alle havde drømme og de fleste turde udleve dem. Frihed og virkelyst blomstrede.

Og hvad har vi så drevet det til de sidste 50 år ?

Tja, fabrikantsamfundet forsvandt i midten af 70’erne og er nu erstattet af velfærdsstaten. En centralt styret maskine med regler for stort set alt og til at vedligeholde dette, en økonomi, der lægger beslag på mere end halvdelen af vores produktionsværdi.

Det, der i dag sælger mere end noget andet, er tryghed. Ingen tør længere risikere noget. Enten vælger vi ikke at gøre noget for ikke at risikere noget eller også er det første vi gør, når vi har tjent noget, at bruge en stor del af pengene på forsikre os imod, at noget bliver dårligere snarere en at satse på, at vi kan skabe noget nyt og bedre for pengene.

Vi er nu endt med at være et hold uden angribere. Hellere satse på 0-0, end at forsøge at angribe. Ja, faktisk føles det en gang imellem som om vi kun uddanner forsvarsspillere. Og hvis vi bliver i metaforen, så sagde vores nu tidligere landstræner, Morten Olsen faktisk i det forgangne år, at hvis vore spillere ville løfte sig til internationalt niveau, så skulle de søge udenlands. Det er altså hertil vi er nået. Skal vi løfte os over det middelmådige, foregår det ikke i Danmark. Det er da ikke godt nok !

Jeg er ikke økonom, så jeg føler mig frem, og er der noget, jeg i dag savner, så er det ambitionen hos alle om at drive det til noget. Jeg savner begejstring.

Det kan ikke være rigtigt, at driftige unge mennesker i alle brancher i dag vælger at begrænse deres virksomhed, altså ikke ansætte folk med den forklaring, at indkomsten er større og risikoen mindre, hvis man undgår at ansætte alt for mange. Det kan ikke være rigtigt, at det er en dårlig og risikofyldt ide, at tage lærlinge, osv.

Vi skal af med alle de fine floskler om “videnssamfund”, “velfærdsstat”, “kvalitetstid” og hvad politikere ellers har fundet på at smarte ord og tilbage til den banale glæde ved at udføre et stykke arbejde i en god kvalitet. Faglighed og kvalitet vil til alle tider efterspørges på alle niveauer.

Så lad os få begejstringen tilbage. Lad os få forenklet vores samfund så alle kan være med og lad os få politikere, der kan tale og handle, så folk igen begynder at tro på dem og får den nødvendige selvtillid til at tage ansvar for deres eget liv.

Så tror jeg vi igen kan begynde at se rigtig vækst i Danmark.

Kategorier

Seneste nyheder