Hop til indhold

Godt Nytår

Et nyt år står for døren og med det nye, spændende muligheder og udfordringer.

2015 bragte os blandt andet en Skolereform – et helt nyt ord, ”omprioriteringsbidrag” og et kommunalt budget for de kommende år med uspecificerede besparelser i størrelsesorden 150 mio.kr.. En budgetprofil, der rummer en kæmpe risiko for skatteforhøjelser.

Skolereformen i den nuværende udformning har aldrig- og er fortsat ikke vores kop te. Det er slet ikke vores opfattelse, at der i en kommune som vores, er behov for reformens krav til en større fastlåsning af skolebørn såvel som personale. Vi ser fortsat gerne at alle muligheder for at frisætte skolen i Rudersdal afprøves i de kommende år, således at vi får det bedst mulige arbejdsmiljø for personale såvel som elever. Med en begrænset økonomi bliver arbejdsmiljø vigtigere end nogensinde.

Vi bliver flere og flere ældre- og der vil være fortsat behov for tilpasning af den kommunale indretning til vores ældre. Vi har tidligere sat ældremaden på dagsordenen og vil fortsat kæmpe for kvalitet på alle niveauer for vore ældre – livskvalitet vel at mærke.

Grundskylden vil potentielt fortsat stige, hvis ikke der kommer en ny holdning til vurdering af grunde i Rudersdal. Vi vil fortsætte kampen for en rimelig boligbeskatning af Rudersdal’s grundejere til sikring af opsparing, alderdom og fremtidige muligheder for tilflytning af børnefamilier. En opbremsning af stigningerne i 2015 løser ikke problemerne.

Erhvervslivet – detailhandel, håndværk og liberale erhverv er fortsat udfordret af nye strukturer og lav vækst. Kommunen kan og skal ikke drive virksomhed, men konstant arbejde for de bedst mulige betingelser for de virksomheder, som logisk findes i kommunen.

De kommende par år bliver helt afgørende for, hvorledes Rudersdal kommer videre. Konkurrencen mellem kommunerne vil blive større og vi skal selvfølgelig også fremover være et attraktivt tilbud.

Vi har nu i et par år arbejdet for de Liberale værdier med personlig frihed og prioritering af de offentlige kerneydelser i højsædet. Det arbejde vil vi fortsætte i de kommende år frem til det nu snarlige kommunalvalg i 2017. Rudersdal kommune har uændret et kæmpe potentiale.

Torsdag 21. januar 2016 afholdes der Liberalt Nytårstaffel på Hotel First Marina i Vedbæk kl. 19.30. Jeg byder på et glas champagne og kransekage og kan med glæde berette, at vores farverige, politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll kigger forbi. Håber at se rigtig mange medlemmer af Liberal Alliance Rudersdal!

De bedste ønsker for et Godt nytår til alle.

Elisabeth Ildal
Medlem af kommunalbestyrelsen imagesCAQ34BES

 

Kategorier

Seneste nyheder